I storm, regn og kulde blev der sidste weekend sat punktum for haveprojekt år 2011.
20 m bøgehæk blev med kunstnerisk snilde og muder til knæene sat til at balancere på kanten af skrænten og afgrænser nu på smukkeste vis vores nu endnu større græsplæne.
Vi kan jo endnu ikke spå om hvor meget frost og evt sne vil betyde, men de nyplantede græsstykker ser absolut ud til at have fundet fodfæste.
Så nu kan det bare godt snart blive forår, så vi kan nyde de 6 nye frugttræer, 15 nye frugbuske og alt det andet skønne:o)
Skal nok bare snart have redet Jacob fra hans vildfarelse om at efter alt arbejdet i år, så passer haven nu sig selv…;o)

Efter en meget hyggelig og noget vemodigt afsked med dagplejemor og -venner startede Conrad mandag i børnehave.
Far var sat på sagen og var med de første par dage og Conrad havde længe glædet sig til alt det nye ikke mindst egen madpakke og frugtpose!
Startede også med at sige “når jeg bliver til Albert, så skal jeg gå i børnehave” og selvom han fik den misforståelse på plads kan man ikke helt klandre ham, da han fik samme plads og stue som storebror.
Stemningen var da også høj han og legede og tullede rundt, dog med et konstant øje på Far, der bestemt skulle blive. Så han fik sin store debut som pædagog og blev bestormet af de andre børn ikke mindst drengene, der straks øjnede chancen for en stor legekammerat.
2. Dagen blev der trænet lidt på egen hånd og klarede det i fin stil, selvom det undrede lidt at han kom hjem i et sæt helt ukendt tøj – var vist lidt forvirring efter middagsluren og den stakkels medhjælper der skulle få børnene i tøjet og kun havde børnene at spørge til råds og angiveligt ikke noget de havde helt styr på;o)
På 3. Dagen var det så lige på og hårdt og det var med nogen gråd og en svært dirrende underlæbe, at han vinkede farvel trygt siddende ved sin pædagog. Men telefonen var tavs hele dagen og han havde haft en rigtig hyggelig dag uden problemer.
Og selv den lidt triste morgenafsked forsvandt fredag, morgen, da storebrødrene endelig fik lov til at komme med og pludselig var der smil og vink.
Så en dejlig start på en ny karriere og heller ingen grund til andet:o)

Åh ja på godt og ondt må man vist erkende at vi vist har taget hul på vores baby-fri-epoke.
Conrad er absolut stadigvæk en bette skid, men trods den beskedne fysik, så har han travlt alligevel:o)
Som den absolut mest fremmelige af vores børn ser vi ud til for første gang at kunne sende et barn i børnehave, som blefri. Med entutiastisk støtte fra dagplejemor Marie, må vi have ramt det helt perfekte tidspunkt, for uheldene begrænser sig stort set til dårligt sigtearbejde.
Løbecyklen kan vi også kun begræde vi ikke fik indført til de store, for sikke et hit – så hyggeligt at fræse afsted med ham om morgenen og bare se de små ben storme derud af. Har også lært der med at sætte fødderne op og bare trille afsted… ser noget bæltet ud:o)
Er ellers bare glad og tilfreds, trives i dagpleje og glæder sig til børnehaven starter om 2 uger…. Og ja så er det også slut med dagplejebørn…

Operation haverenovering fortsætter og selvom der ved gud er pauser ja så er vi meget tilfredse med fremskridtet.
Trampolinen er sikkert på plads og et kæmpe hit!
Højbedene anlagt og bugner af grønt og godt.
Jacobs kortvarige arbejdsløshed – opsagt pga kæmpe nedskæring i sin afdeling og nu genansat dog på kontrakt 1 uge senere – gav også anledning til det endelige opgør med den store grumme hæk. Så nu er her lyst og åbent… og så prøver vi at lade være med at pibe over, hvor frit et udsyn alle andre nu har;o)
Så nu skal stubfræseren bare forbi og der skal lægges græs. Smukt:o)

Som om det ikke var nok med Bertram 1. Klasse dreng, ja så er endnu en dreng blevet eksporteret til skolebænken igen i år. Meget stolt og meget klar: skoletaske – tjek, tabt 1. tand – tjek og moderigtige lange lokker – tjek.
Glæder sig hver dag og siger han bestemt sidder meget stille og hører efter… forældrene svært ved helt at tro det, men rygterne siger han er ret så velopdragen når vi ikke er til stede:o)

Efter i 1 år at have taget tilløb har vi endelig fået lavet en master-plan for omlægning af haven. Første hurdle var vores efterhånden elskede drivhus, som desværre måtte lade livet for at få haven til at hænge sammen. Så snedige satte vi det til salg i den blå avis med “selv-nedtagning men helt snedige var vi alligevel ikke for 12 opkald indenfor 12 timer gav os et tydeligt praj om at vores pris åbenbart var alt for attraktiv…. Men, men det tog nu også knap 8 t for de heldige købere at tage det ned og alene at slippe for det arbejde var det hele værd

Men som alt andet etableret her i haven af de tidligere ejere, ja så var der også her gemt et uhyrligt fundament, som nu heldigvis er gravet, banket, smadret og væk. Så nu er vi klar til at grave ud til trampolin, plante hæk og frugttræer, bygge højbede og gyngestativ…. og så må kampen med vores hæk nok vente lidt.

I Bertrams klasse har de en hyggelig tradition med at tælle alle klassens tabte tænder – tror det er noget med en konkurrence klasserne imellem. Til Bertrams store fortrydelelse har han ikke rigtig kunne bidrage, selvom  han ivrigt har rykket i gebisset. Men da klassen have rundet de 60 var det endelig hans tur. Klagede en morgen over ondt i sin tand og var faktisk så ulykkelig at han samtidig indkasserede sin første sygedag fra skolen. Heldigvis har man jo Farfar ved hånden, så vi kørte en tur til Fyn om eftermiddagen. Pga begyndende betændelse omkring tanden fik Farfar lov til at trække den ud og selvom der blev ofret lidt tapre tåre – ja så er det altså en sej historie at fortælle “Min Farfar hev min første tand ud…. med en arbejdstang!!”

Efter lang tids lokken og “træning”, hvor Alberts entutiasme absolut har været til at overse, ja så besluttede herren igår at nu skulle det være. Og tænk da Far så gav slip ja så cyklede han pludselig afsted rundt og rundt på vejen – meget stolt

Idag har vi så atter trænet med en lang efter-aftensmads-tur og selv om det stadig er med hjertet oppe i halsen på forældrene når han lystigt svajer frem og tilbage og bremser lidt med pedaler og lidt med skosnuderne, ja så går det   og så skal det med at køre lige og inkludere andre trafikanter jo nok komme, tror dog lige vi træner lidt mere før han kommer på morgen-cykel-holdet på egne hjul.

Så blev det endelig tid til skolestart og med tasken indkøbt, så var det bare om at komme igang. Mor havde heldigvis fri, så dagen rigtig kunne nydes og Bertram var ikke til at skyde igennem da han cyklede afsted med tasken på ryggen og flaget klar og åbenbart udstrålede så meget 1. skoledag, at han fik flere opmuntrende tilråb af forbikørende – så rankede han ryggen lidt ekstra

Smukt var det med blomsterbuketter, strålende sol, spændte og modige børn og flotte nye skoletasker.

Siden da er det bare gået fantastisk og det er bare med spænding og glæde han tager afsted hver eneste dag. Nye gode venner, spændende fritter og sjove udfordringer i skolen… han er virkelig vokset vores store lille dreng

Så var det ellers kurs mod de høje bjerge og da Andermatt kan byde på en campingplads med masser af græs, 360 grader udsigt til bjerge og kobjælder i det fjerne, så blev det næste mål. Deciderede vandreture er lidt problematisk med flagrende børn. Men en tur med svævebanen og derfor kun nedstigning, det var et hit. Undtagen for Mor, der trods givent råd aldrig fik strukket lægen ud efter 400 m nedstigning…. av.

Endnu en tur blev det også til kun med Mor og de store drenge og minderne er allerede rosenrøde efter en meget smuk og afvekslende tur på 5 t… mindes kun svagt lidt midtvejstræthed, pivende børn og en Mor der måtte tælle til 10… Børnene syntes bagefter det var en rigtig dejlig tur og hvad andet betyder så noget

Herefter trappede vi langsomt ned og tog afsked med alperne med opdagelse af ny favorit plads ved Walensee,  anledning i sig selv til at tage til landet igen.

En dejlig tur sluttede vi af i sydtyskland – ja lykkedes os for en gang skyld ikke bare at ræse gennem landet. Havde udset os det tyske Legoland og efter at have overlevet 2½ dag med konstant regn, så var det en smuk afslutning på en dejlig ferie. Regnede det egentlig halvdelen af tiden og var det egentlig lidt halvkoldt… tja… sådan husker vi det ikke